Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

"Diagonalen" skal sikre en solid sektion

I Stilladssektionen er vi så privilegerede, at de fleste af vores medlemmer dukker op til de årlige generalforsamlinger og bidrager til en god debat. Det takker bestyrelsen for. Vi tager det som udtryk for, at alle i Stilladssektionen er fantastisk engagerede i vores virksomheder, vores medarbejdere og har et ønske om at være med til at præge udviklingen i branchen.

Stilladsbranchen har i de sidste 10-20 år udviklet sig kolossalt. Vi står ikke længere i periferien af byggeriet, men mere centralt end nogensinde. Ikke meget byggeri lader sig gøre uden stillads, og det skal vi forstå at udnytte bedre - til branchens og hele byggeriets bedste.

Vi får ikke altid den anerkendelse hos myndigheder, bygherre og andre dele af byggebranchen, som vi ret beset fortjener. Det er stilladsbranchen, der reelt gør byggepladsen klar, så andre fag kan udføre deres arbejde under sikre vilkår og i stort set alt slags vejr. Det kan vi være stolte af, men det skal vi også promovere bedre.

Vi skal med andre ord rette ryg og synliggøre vores ofte ingeniørmæssige faglighed bedre. Og vi skal tage del i debatten om fx arbejdsmiljø og uddannelse af vores unge.

Et skridt i den retning tager vi med lanceringen af nyhedsbrevet, Diagonalen, som vil udkomme 4-5 gange om året og vil finde sin form i løbet af det næste års tid.

Navnet hentyder selvfølgelig til diagonalen i et stillads, som er med til at sikre en solid sektion. Og i overført betydning skal Diagonalen forbinde sektionen og sikre en god relevant orientering til alle medlemmer om aktuelle sager og det arbejde, der foregår i udvalgene.

Med et nyhedsbrev håber vi på at styrke kommunikationen i sektionen. Vi skal ideelt alle være klædt på, når vi møder udfordringer på gader og pladser, og vi skal alle være med til at fremme initiativer, der peger fremad, og slå bremsen i, når politik og praksis ikke rimer. Altså et godt fundament til information, debat og fortsat aktiv deltagelse i sektionens liv. Jeg håber, I tager godt imod det.