Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Diagonalen november 2020

Vi SKAL have uddannelse på sporet

Smittetal og risiko for nedlukning vil være en del af vores hverdag de næste mange måneder. Det er et kæmpe irritationsmoment i hverdagen, selvom det er min fornemmelse, at aktiviteten i stilladsbranchen har været fornuftig - ja, faktisk, at mange har haft travlt over sommeren og efteråret, og derfor skal vi være tilfredse.

Men tilfredse kan vi til gengæld ikke være, når det handler om vores uddannelse. Det er meget deprimerende meldinger, vi nu får om frafald. Det gør mig både træt og ked af det på branchens vegne. Alle kender mit standpunkt: Uddannelse er vores primære fødekæde til kvalificeret arbejdskraft til at løfte den fremtidige aktivitet og udvikling.

I denne udgave af Diagonalen offentliggør vi en ny statusrapport fra Byggeriets Uddannelser, der viser, at under halvdelen af de elever, der starter på de to skoler, afslutter deres uddannelse på de to år, som elevtiden er sat til i 2019. Vi bliver nødt til at adressere skolerne, og vi er da også allerede i gang med at evaluere disse med henblik på at få vendt udviklingen. Samtidig må vi også vende spejlet mod os selv og spørge, om vi er opmærksomme nok over for vores elever, og om vi tager de rigtige profiler ind som elever?

Det er også vores ansvar at følge med i deres skolegang og benytte logbøgerne i kommunikation med skolen. Og hvad med de mest erfarne medarbejdere, som vi også må sikre tager deres del af ansvaret. Vi må konstatere, at problemet er nok størst på Sjælland.

Tager vi de pessimistiske briller på og fremskriver gennemførelsesprocenten i 2019 på NEXT København med de tilmeldte opstartende elever på stilladsmontørholdene i 2020, risikerer vi, at der kun bliver uddannet omkring 40 stilladsmontører i Københavnsområdet i 2022. Det er slet ikke nok til at løfte naturlig afgang og en eventuel fremgang i aktiviteten.