Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Henrik Stig Sørensen ny konsulent for Stilladssektionen

Fra medio maj tiltræder Henrik Stig Sørensen som ny konsulent for Stilladssektionen i Dansk Byggeri

Stilladssektionen ønsker at opgradere sekretariatsbetjeningen med en fuldtidsansat konsulent, bl.a. for at aflaste bestyrelsens mange løbende opgaver samt for at kunne give medlemmerne en tættere medlemsservice. 

Henrik Stig Sørensen er 53 år og uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1990. Han er et kendt ansigt i Dansk Byggeri, hvor han tidligere har været ansat i 8 år - først som chefkonsulent i erhvervspolitisk afdeling og fra 2003 til 2008 også som sektionssekretær i Nedbrydningssektionen. I de sidste 7 år har Henrik været selvstændig med sin egen malervirksomhed, som han lukkede sidste efterår. 

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til det politiske og organisatoriske arbejde. Nu har jeg deltaget i generalforsamlingen, og jeg kan mærke, at medlemmer er meget fagligt engageret og har et rigtig godt sammenhold. Der virker lovende, for jeg hører også, at der er en del opgaver, som er vigtige at få varetaget. Opgaver, som minder om det arbejde, jeg har taget hånd om for Nedbrydningssektionen – f.eks. udfordringerne med arbejdsmiljø, siger Henrik Stig Sørensen, der har første dag på arbejde i Nørrevoldgade den 17. maj. 

Henrik kom til Byggeriets Arbejdsgivere, som senere blev til Dansk Byggeri, som chefkonsulent i 2000 efter 10 år i bankverdenen. 

Et engageret menneske

Privat er Henrik Stig Sørensen også selv et stærkt engageret menneske. I fritiden er han optaget af frivilligt arbejde i den lokale idrætsforening – Albertslund Idrætsforening - hvor han både sidder i bestyrelsen i Fodboldafdelingen og hjælper til med at sælge pølser og speake ved hjemmekampene. Både Henrik og hans to ældste sønner Kristian, 23, og Jacob, 18, samt efternøleren Mathilde, 11, er også aktive på fodboldbanen. 

Henriks kone, Jane, er økonoma på en skole, og dyrker fitness, løber triathlon og træner march i fritiden. Rækkehuset i Albertslund huser desuden den yngste søn Rasmus, katten Blackie og det nyeste familiemedlem – hundehvalpen Louis. Så på privatfronten er der fuld gang i den, og det bliver der nu også arbejdsmæssigt.